Vikingernes Konger i krig

Sværdet var det fornemmeste våben

Sværdet var vikingens fornemste våben. Det var typisk 75-80 cm langt og blev båret i en skede i venstre side. Selve bladet var af jern og som regel tveægget. Det var en kunst at smede jernet, så det blev hårdt nok til at klare en hjelme skade, men samtidig også så smidigt, at det ikke splintrede, når det ramte målet.
Nogle sværd var pragtarbejder med rigt dekorerede guldfæster, andre mere enkle. Men et godt sværd var en yderst værdifuld genstand, viser beretningen om
den norske kongesøn Håkon, der af sin far Harald Hår- fager blev sendt til den engelske kong Adeisten for at blive opfostret i den kristne tro.
Da Håkon blev voksen, gav Adelsten ham et sværd med et fæste af guld og en legendarisk klinge: Den var så skarp og stærk, at Håkon kunne hugge en kværnsten igennem helt ind til øjet, da han prøvede sværdet. Herefter hed det aldrig andet end Kværnbider, og
Håkon beholdt det hos sig til sin død mange år senere.

Kristendom gav ret til at plyndre

Om de skandinaviske Konger virkelig troede på Gud, er uvist, men det gav dem lov til at hærge blandt hedningene.

Kristendommen kom til Norden i den sidste del af vikingetiden. Svend Tveskægs far Harald Blåtand, som regerede Danmark 958-986, omtalte sig selv som “den Harald, der vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde
danerne kristne
I Norge var Olav Tryggvason meget hård i sin iver efter at ud brede troen. Fx lod han et fad gløder placere på maven af en norsk stormand, der nægtede at forlade den gamle tro. Men selv da maveskindet sprak, nægtede storman den at omvende sig.
Den svenske kong Oluf døbte sin søn Anund Jakob. Egentlig skulle han blot have det kristne navn Jakob, men svenskerne ønskede ikke, at deres næste konge havde et så fremmedartet navn.
Det kan ikke udelukkes, at disse konger var oprigtigt troende, men deres omvendelse tjente i høj grad politiske formål. Troen gav mulighed for alliancer med det øvrige Europa, ligesom den forhindrede, at andre lovligt kunne overfalde én. En kristen konge havde pligt til-evt. med vold-at udbrede troen til naboer, der endnu ikke var kristne

Høvdingen fra Island skrev historien ned.

Snorre Sturlusson voksede op med de gamle sagaer. Han brugte dem til forskning.

Snorre Sturlusson var en af Islands mest respekterede høvdinge. Ved siden af sine politiske forpligtelser skrev han digte og studerede historie. Efter at have sammenlignet oplysninger fra gamle sagaer med kvad og andre beretninger skrev han bl.a. de norske kongers historie i værket Heimskringla. Snorre kom i konflikt med den norske kong Håkon, der ville erobre øen. Kongen fik Snorre dræbt i 1241.

Snorrevurderede kilderne, før han skrev om de Norske konger.

Svold: Svolder; ukendt sted, hvor Olav Tryggvasson år 999 ifølge islandske sagaer faldt i slag mod Svend Tveskæg, Olof SktÖkonung og Eirik Jarl. Der fandtes en lokalitet ved navn Svold i Venden når Rügen; det er dog overvejende sandsynligt, at slaget stod i Øresund; ifølge Adam af Bremen syd for Helsingborg.

Svend Tveskæg regerede uanfægtet Danmark efter at have elimineret den norske kong Olav Tryggvason fra billedet. Over de følgende 14 år intensiverede Svend sine angreb på England og lykkedes i 1013 at erobre hele nationen, hvilket tvang den engelske konge på flugt. Svends triumf var dog kortlivet; blot få måneder senere rammes han af et slagtilfælde i Gainsborough og dør. Hans første hvilested var i York, men hans levninger blev sidenhen ekskumeret og overført til Danmark.
Ægteskabet med den svenske enkedronning Sigrid synes at have været frugtbart, idet de fik flere sønner sammen, og mindst én datter, Estrid, der blev moder til den fremtidige kong Svend Estridsen.

Erik og Sven Jarl herskede over Norge i et og et halvt årti, hvor de skandinaviske sejrsherrer Danmark og Sverige stort set undlod at intervenere i deres regeringsførelse. Som kristne tillod de to brødre alligevel befolkningen at vælge deres egen religion. Erik spillede en aktiv rolle i angrebene på England, og da Knud den Store, søn af Svend Tveskæg, erobrede England i 1016, var Erik en af hans mest fortrolige støtter.
Desværre nåede Erik ikke at gennemføre sin plan om en pilgrimsrejse til Rom i 1023, da han gik bort i England af en dødelig halsabsces, der medførte døden ved forblødning.

Oluf (Skötkonung) voksede op og besteg Sveriges trone, da han nåede myndighedsalderen. Han lod sig døbe i år 1008, hvilket gjorde ham til landets første kristne monark. Om det var hans omvendelse til kristendommen eller problemer med at opretholde Sveriges territoriale erobringer, der førte til utilfredshed, er usikkert. Men det førte til, at svenskerne pressede ham til at indsætte sin ældste søn som medregent for at sikre en mere stabil regeringsførelse. Oluf gik bort i enten 1021 eller 1022.

Slaget ved Svold

I hele vikingetiden var der intense magtkampe mellem kongerne i Skandinavien. Magtbalancen svingede konstant mellem forskellige herskere.

I år 999 stødte kongerne af de tre skandinaviske riger sammen i et kolossalt søslag ud for øen Svold. Striden om herredømmet over Skandinavien var så intens, at kongerne tyede til bedrag og hemmelige pagter for at vinde overmagten. Slaget stod som en dramatisk og skelsættende begivenhed, hvis beretning blev levende bevaret af de overlevende. Krigerenes navne blev omhyggeligt husket og æret af efterfølgende generationer, for at disse helte aldrig ville falde i glemsel. Skjalde skabte episke digte om kampen, som blev videregivet mundtligt, indtil tiden kom, hvor historikere begyndte at nedfælde disse fortællinger for eftertiden.

Den islandske høvding Snorre Sturlusson, anerkendt blandt historikere, havde et omfattende kendskab til den nordiske historie. Han nedfældede beretningen om slaget ved Svold for eftertiden.

Evig strid i Skandinavien

Historien tager sit udspring, da Olav Tryvason i 994 erobrede magiens rige i Norge. Den regerende hersker, Håkon Jarl, blev slået ihjel, men hans to sønner, Erik og Sven, formåede at flygte til Danmark og Sverige. I disse lande blev de varmt modtaget, da det var almindelig skik at vise gæstfrihed over for taberne af en magtkamp ved de omkringliggende kongers hof. Her kunne de finde tilflugt og bide tiden an, indtil en gylden mulighed for at generobre deres tabte rige ville præsentere sig.

I Danmark regerede kong Svend Tveskæg på dette tidspunkt i historien. Han besteg tronen i år 987 efter et oprør mod sin egen far, Harald Blåtand, hvilket førte til dyb splittelse inden for riget. Dette gjaldt især i relation til den frygtede krigerskare kendt som jomsvikingerne.

Jomsvikingerne havde traditionel støttet den danske konge, men de var også tæt furbundet med den polske fyrste Boleslaw. Jomsvikingerne havde base ved øen Rygen i det nordlige Venden (i dag det nordøstlige Tyskland), og de tog Svend Tveskæg til fange kort efter hans magtovertagelse. Svend måtte købe sig fri med sin egen vægt i guld og skulle oveni gifte sig med en vendisk prinsesse som garanti for en stabil fred.
Også Sverige var i bevægelse, Grænseområdet mellem Sverige og Norge gav konstant anledning til stridigheder, og perioder opkrævede både den norske og den svenske konge skat af indbyggerne. Ved den dansk-svenske grænse herskede ligeledes uro. I begyndelsen af 990’erne angreb svenskerne Danmark med et vist held.
Hvor stort det danske nederlag var og hvilke konsekvenser det fik- ved ingen i dag. I følge den tyske historiker Adam af Bremen, der skrev om de nordiske lande I slutningen af 1000-talles, var det en sviende lussing. Adam var velorienteret, han havde bl.a. den danske konge Svend Estridsen, et barnebarn af Svend Tveskæg, som kilde.

Fronterne trækkes op

1904 døde den svenske konge, Sønnen Oluf var mindreårig, og hans mor, Sigrid, fik derfor overdraget magten, indtil drengen blev gammel nok til at styre landet. Muligvis gav tronskiftet en pause I striden mellem Danmark og Sverige.
Kun i England havde de skandinaviske hære ubetinget succes. Det var de også gennem plyndringer og udbetaling af såkaldt danegæld fra de hårdt plagede briter, at de skandinaviske fyrster fik penge til at fortsætte de hjemlige kampe.
Olav Tryggvason var kun 27 år, da han blev konge af Norge, men han var alligevel en erfaren høvding.
Han var vokset op i Rusland og havde en lang karriere som viking både i Østersø-området og på De Britiske Øer bag sig allerede. Legenderne om ham er mange de fortæller bl.a., at han en årrække var gift med en vendisk prinsesse, og at han efter hendes død levede som pirat på Nordsøen.
Da Olav hørte om modstanden mod Håkon jarl, drog han til Norge for at lede et kup mod kongen. Olav var helt på det rene med, at han ikke kunne holde sig på tronen uden allierede. Hans blik faldt på Sverige, hvor den gamle konges død åbnede for muligheden af et ægteskab med enken.

En stor dumhed

Enkedronning Sigrid var af fornem afstamning. Hun havde ry for at være både hoven og magtfuld og hendes egensindighed havde givet hende tilnavnet Storråde, men hun var samtidig nøglen til Sverige: Hvis Olav Tryggvason kunne gifte sig med hende, ville han stå stærkere over for Svend Tveskægs aggressioner.
Høvdingen og historikeren Snorre Sturlusson fortæller, at Olav friede til Sigrid. De kom så langt med forhandlingerne, at de mødtes på grænsen mellem deres lande for at aftale vilkårene.
Men i sidste øjeblik strandede planerne på, at Olav var kristen, mens Sigrid var tilhænger af den gamle asetro. Og hun var alt for klog til at prøve at kristne svenskerne med magt.
Da forhandlingerne mellem dem gik i hårdknude, dummede Olav Tryggvason sig alvorligt. I sin ærgrelse slog han Sigrid i ansigtet med en handske og udbrød: “Tror du, jeg vil have dig sådan -hedensk som en hund!”
Sigrid blev rasende og rejste hjem. Hun var ydmyget og fornærmet. I denne situation så den drevne magtpolitiker Svend Tveskæg sit snit til at skabe en
alliance med svenskerne vha. enkedronning Sigrid. Et ægteskab med hende ville både give fred ved Danmarks østgrænse og åbne mulighed for at fordrive
Olav Tryggvason fra Norge, så Erik jarl kunne blive indsat som regent i Norge – naturligvis mod en passende skattebetaling til Danmark.
Svend Tveskæg handlede hurtigt. Han lod sig skille fra sin vendiske kone, der blev sendt hjem, så han kunne gifte sig med Sigrid. Nu kontrollerede Svend i praksis både Danmark og Sverige.

Et desperat redningsforsøg

Norges konge Olav Tryggvason var iføl ge beskrivelserne en flot mand med alle de kvaliteter, som en rigtig helt skulle have: Han var en fremragende sportsmand, som kunne måle sig med de bedste. Man sagde om ham, at han kunne danse på årerne udenbords i sit skib, mens mændene roede. Og lige så blid og munter, han var blandt venner, lige så grusom var han over for sine fjender.
Men hårdheden – som Olav også lod de nordmænd, der ikke ville gå over til kristendommen, mærkegav ham fjender. De norske stormænd var ikke alle sammen begejstrede for deres nye konge. Og risikoen for, at de ville gøre fælles sag med den nye,
fasttømrede dansk- svenske alliance var meget stor.
Så øjnede Olav Tryggvason en desperat mulighed: Den danske. konge havde godt nok hjemsendt sin vendiske dronning i unåde, men for at formilde den polske fyrst Boleslaw havde Svend Tveskæg lovet ham sin søster Thyra som hustru. Thyra var bare ikke spor interesseret i dette ægte skab og stak af fra sin nye ægtemand – ifølge kilderne endnu inden ægteskabet var fuldbyrdet og dermed gyldigt.

Olav gifter sig med Thyra

Kongelige ægteskaber handlede ikke om kærlighed, men om udenrigspolitik, og Thyras handling tangerede landsforræderi. Hun var helt klar over, at hun ikke kunne vente forståelse, hvis hun vendte hjem til Danmark. Derfor rejste hun direkte til Norge, og i samme øjeblik, hun satte foden på norsk jord, sendte hun bud til Olav Tryggvason om hjælp.
Olav så straks fordelene ved at gifte sig med hende: Ikke alene rådede hun over en stor medgift, hun ville samtidig være hans gidsel fra det danske kongehus. Selv om Svend Tveskæg ikke omfattede sin søster Thyra med varme følelser, ville hendes børn alligevel være Svends nevøer og dermed på længere sigt være arveberettigede til den danske trone. Samtidig har Olav formentlig også håbet på, at det fejlslagne ægteskab mellem Thyra og fyrst Boleslaw ville ødelægge de venskabelige forbindelser mellem Danmark og Polen.
Hvis alt dette indgik i Olavs forventninger, da han giftede sig med Thyra, må ægteskabet have været en grim skuffelse for ham. Svend Tveskæg lod sig ikke pacificere; tværtimod blev han så rasende, at han på ingen måde ville hjælpe med til at få Thyras medgift tilbage fra fyrst Boleslaw. Og Svend afholdt sig heller ikke fra at alliere sig med svenskerne imod Olav Tryggvason.

Olav drager mod syd

Som en allersidste udvej besluttede Olav Tryggvason selv at sejle til Boleslaw i Venden. Her ville han forsøge at få Thyras medgift udleveret, fortæller Snorre. Men samtidig var det også hans sidste mulighed for at finde allierede til forsvaret mod det angreb, som Olav for- ventede fra Danmark og Sverige. Før han forlod Norge, ordnede han alt til sit fravær. Trofaste mænd blev indsat til at varetage styret af landet, mens kongen var på rejse. Som en af sine sidste handlinger nåede Olav også at sende præster til Island for at udbrede kristendommen dér. Leif Eriksson med tilnavnet “den lykkelige” – blev i samme ærinde sendt tilbage til Grønland. På denne tur kom Leif helt til Vinland (Nordamerika), men det nåede Olav ikke at høre om.
Olav Tryggvason forlod Norge med hele sin flåde-60 langskibe rådede han over. En lang række venner og slægtninge fulgte ham på færden, der skulle blive hans sidste. Flåden sejlede ned gennem Øresund til Østersøens sydkyst.

Jomsvikingernes dobbeltspil

De danske kong Svend og den svenske kong Oluf havde dannet en alliance med en gruppe nordmænd anført af Erik jarl. De var fast besluttede på at besejre Olav og overtage herredømmet over de skandinaviske have. I mens Olav Tryggvason opholdt sig i Polen, planlagde alliancen et overraskelsesangreb mod ham på hans vej tilbage til Norge.

Forhandlingerne mellem Olav og den polske fyrste Boleslaw tog tid, men til sidst lykkedes det Olav at indgå en aftale og påbegynde sin hjemrejse. Han var dog uvidende om, at jomsvikingerne, der officielt var polakkernes allierede og deltog i festlighederne under forhandlingerne, i det skjulte havde indgået en pagt med Svend Tveskæg. Da Olav endelig satte sejl mod Norge, var jomsvikingernes leder klar til at signalere de lurerende allierede nær øen Svold.

Svold – den forsvundne ø

Hvor øen lå eller ligger – ved ingen i dag. Hverken arkæologer eller sted- navneforskere har været i stand til at finde den, og blandt de historiske kilder hersker der stor uenighed. Historikeren Adam af Bremen mener, at Svold lå et sted i Øresund, mens de norsk islandske kilder angiver et sted nær Østersøens sydkyst.
Adams udsagn har stor vægt, for han ned skrev sin beretning blot ca. 75 år efter slaget. Da islændingene begyndte at nedskrive historien, var der gået et par hundrede år. Til gengæld har skandinaverne større indsigt i skibe, sø slag og navigation.

“Ormen hin lange”

Kilderne fortæller, at det var en smuk morgen, da den norske flåde endelig gjorde klar til at sejle hjem, forstærket med et følge af jomsvikinger.
Der var skibe af alle størrelser, lige fra små bredbugede knarrer, som egentlig er beregnet til transport af varer, til slanke langskibe, der skar sig mere end en meter ned i vandet.
Det smukkeste skib af dem alle var kong Olavs eget, “Ormen hin lange”. Snorre fortæller, at det var det største skib, der nogen sinde var blevet bygget; mere end 600 mand havde plads på det. Stævnen løftede sig majestætisk op til en svimlende højde og endte i et forgyldt dragehoved fortrukket i en rædselsvækkende grimasse. Og selve skibet strålede i de mest vidunderlige farver. Ingen kunne være i tvivl om, at en konge kom sejlende med dette skib.
Det første lange stykke ud af havnen var en snoet sejlads i de snævre van- de mellem øerne. Selv om historikerne ikke præcist ved, hvor på Østersøkysten det norsk-polske topmøde fandt sted, er farvandene kendt: Lange strækninger består af småøer, fjorde og indsøer. Datidens byer lå gemt inde bag beskyttende rev og sandbanker, hvor skibene skulle ro forsigtigt for ikke at gå på grund.
Den vanskelige indsejling gav beboerne tid til at forberede et forsvar men den betød også, at det tog tid at få de store skibe ud på havet igen. Jo større skibet var, desto langsommere måtte det manøvreres igennem. Derfor kom småbådene ud først, mens Olav Tryggvason og hans stormænd fulgte efter.

Svend og Oluf lægger sig i baghold

Sigtbarheden var optimal på denne dag, der skulle ændre magtbalancen i Norden i mange år efter. De allierede fra Danmark og Sverige havde gemt skibene bag nogle småøer. Snorre fortæller, at kongerne Svend og Oluf fra deres skjul kunne observere alle de krigsskibe, der sejlede forbi.
Mændene om bord var tilsyneladende helt afslappede, men en anspændt tavshed markerede, at noget var i vente.
De første, små skibe fik ikke megen opmærksomhed, men snart efter kom de statelige og imponerende langskibe. Og endelig et flot skib med løftet stævn. “Sikken et stort og smukt skib – det må være Olav,” udbrød Svend Tveskæg, men norske Erik jarl rystede på hovedet. Han kendte hvert eneste skib i den norske flåde og mændene om bord. Situationen gentog sig med det næste skib, der var endnu større. Igen rystede Erik på hovedet:
“Det skib lader vi passere, for det tilhører Erling Skjalgsson, og det er bedst for os, hvis han ikke deltager i kampen.”
Den norske Erik jarl blev ved med at holde de to kampberedte konger tilbage, selv om det ene skib, større og smukkere end det andet, passerede forbi.
Blandt danskerne og svenskerne vokse de mistilliden til nordmanden: Var han i virkeligheden ude på at lade Olav Tryggvason slippe væk, og vidste han
overhovedet, hvad han talte om? Da den norske konge endelig kom sejlende på “Ormen hin lange”, var ingen af dem dog i tvivl. Nu blev der blæst til kamp. Olav stod højt i agterstavnen af skibet med sit guldbelagte skjold hævet, fortæl ler et øjenvidne ifølge Snorre.
Guldhjelmen spillede i lyset, og den rode kjortel, som han bar uden på sin brynje, bølgede om hans muskuløse krop. Olav blæste i hornet for at samle sin flåde omkring kongeskibet.
De norske krigere gjorde klar til at binde forstavnene sammen, så skibene ikke gled fra hinanden under kam- pen. Men Olav råbte en vred protest. “Ormen hin lange” var så meget større end de øvrige skibe, at den ville stikke bagud, hvis den skulle tøjres til resten. Kongen ville ligge forrest med sit skib; Ingen skulle kæmpe hans kamp!

Kampen kan begynde

De to flåder placerede sig overfor hinanden, med “Ormen hin Lange” strategisk placeret foran Svend Tveskægs skib. Kampen brød ud i et inferno af krigslarm. Nordmændene, som var færre i antal, brugte deres skibes størrelse til at kompensere, og pressede på for nærkamp mand mod mand. Dette neutraliserede danskernes og svenskernes numeriske overlegenhed – forudsat at de kunne forhindre dem i at borde de norske fartøjer. Højdeforskellen mellem skibene var kritisk; nordmændene udnyttede dette ved at kaste ankre og entrehager ned på de dansk-svenske skibe for at kæmpe i en nedadgående retning, mens deres modstandere var tvunget til at kæmpe opad. Svend Tveskæg blev hurtigt tvunget til retræte og flygtede til et ledsageskib. Svenskernes kong Oluf led samme skæbne. Nu måtte de to konger, henvist til en sekundær rolle, sende pile og spyd i retning af den norske konge fra sikkerheden i bagtroppen.

Erik jarl erkendte hurtigt fejlen ved at lade Olav Tryggvason bestemme kamp strategien. I stedet for et udsigtsløst an greb direkte mod det norske kongeskib tog Erik kampen op med det yderste skib i Olavs flydende fæstning.
Erik lagde sig ræling mod ræling mod det fjerneste skib. Da han og hans mænd havde kæmpet sig om bord of ryddet det for kongetro nordmænd, kunne han gå i gang med det næste skib på samme måde. Sådan arbejdede han sig gennem det norske forsvar, til han nåede “Ormen hin lange”.

Olav springer over bord

Udmattelsen begyndte at melde sig hos de kæmpende danskere og svenskere, men den sværeste opgave stod endnu tilbage: Ikke alene var det en næsten umulig opgave at entre Olavs højbordede skib, her var også de bedste norske krigere samlet for at forsvare deres konge.
Nu viste Erik jarl imidlertid sine fremragende strategiske evner. I stedet for at køre på med den samme metode, som havde virket hidtil, skiftede han taktik. Han stillede alle sine mænd op i skjoldmur på skibet, og dækket af de beskyttende skjolde affyrede de alt, som kunne tjene som skyts, mod “Ormen hin lange”.
Også fra de øvrige danske og svenske skibe blev Olav Tryggvason angrebet, så han var omringet af fjender og uden en chance. Hans mænd kæmpede sanseløst videre. De sprang op på skibets ræling for at få ram på modstanderne med deres sværd. Mange faldt over bord og sank øjeblikke senere til bunds trukket ned af deres tunge brynjer.
Under hele slaget stod Olav bagest i skibet og skød med pile eller kastede spyd, altid to ad gangen, beretter Snorre. Den forreste del af “Ormen hin lange” var bemandet med de tapreste krigere. De havde en hård kamp, fordi skibets stævn åbnede for angreb fra alle sider.
Overlevende fra kampen fortalte siden, at Olav på dette tidspunkt stadig befandt sig bagest i skibet. Han var så ret, blodet randt ned ad hans arm, men han ænsede intet, og ingen kunne sige, hvor alvorligt han var såret.
Olav kæmpede tappert videre uden at lade sig mærke med noget. Da kampen definitivt var tabt, og kun ganske få mænd stadig kæmpede for ham for- rest i skibet, sprang han over bord med skjoldet højt løftet over hovedet. Erik jarls mænd prøvede at få tag i ham, men han forsvandt i dybet. Olav Tryggvason af Norge var død, og hans sidste mænd opgav kampen og overgav sig.

Erik og Svend tilbage i Norge

Efter slaget fik Erik jarl “Ormen hin lan- ge”, så det smukke skib forblev på norske hænder. Danskernes kong Svend og den svenske kong Oluf delte Norge imellem sig. De to norske jarler Erik og Sven blev indsat til at styre landet.
Olav Tryggvason havde ingen arvinger, og med hans død blev der ro over Norge. Hans kone, Thyra, sultede sig ihjel af sorg, beretter munken Oddr. Han fortæller også, at Thyra spiste en bid af et æble for ikke at forbryde sig mod kirkens forbud mod selvmord.
Nordmændene trivedes godt under de to jarler, og den dansk-svenske alliance gav stabilitet i Skandinavien de næste mange år. Dét blev til gengæld englændernes ulykke, eftersom vikingerne nu kunne koncentrere sig om angrebene på de hårdt plagede englændere.

Læs mere her:

Vores Spændende Tilbud